“Det er mig, der er den røde tråd, Og det er min lyd hele vejen”
Julie Pavon var på vej mod toppen som EN AF LANDETS UNGE NYE SVØMMESTJERNER, da hun imod alles forventninger ændrede retning mod sin passion for musikken.
CUPRA STORIES
En portrætserie, der følger PASSIONEREDE danskere, som har turdet tage en anden vej i livet.
JEG VAR PÅ LANDSHOLDET, FRA JEG VAR BARN, TIL JEG BLEV TEENAGER
Jeg trænede 20-25 timer om ugen. Da jeg vandt mit første danmarksmesterskab, gik det op for mig, hvor sygt man kan have det, når man lykkes med noget, man har kæmpet så hårdt for. Det var et af de største momenter i mit ”barndomsliv”. Jeg startede på gymnasieuddannelse for elitesportsatleter, men jeg droppede ud på grund af musikken.
DET VAR MIT STØRSTE BREAKUP AT STOPPE MED AT SVØMME
Det var alting, det var min identitet. Men det var som at blive i et forhold for længe, fordi man ikke tør at hoppe ud. Jeg havde ikke lyst mere. Jeg var sådan: hvis nogen kan sige til mig, jeg kommer til OL i 2016, så bliver jeg ved. Men det kan man jo ikke. Så gik det op for mig: jeg skal ikke leve for målet, man skal kunne lide processen. Det var helt anderledes med musikken. Jeg nyder processen, jeg nyder hverdagen med musik.
JEG HAR ALTID SKREVET SANGE – SIDEN JEG VAR LILLE
Da jeg stoppede med svømning, tog jeg på musikefterskole. Det kom nok lidt brat for mine forældre. Der var nok mange, der ikke vidste, jeg overhovedet lavede musik. Jeg var jo bare ’svømmer-Julie’. Det var virkelig et skifte, men det gav mening for mig.
DE DER NEDERLAG ER FUCKING VIGTIGE
Første gang jeg blev facet med et nej, var da jeg søgte ind på en dagshøjskole med ’Herd Animals’ og ’Jealous’ i demoversioner. Jeg havde aldrig før turdet søge ind. Og jeg kom ikke ind. Men for første gang slog det mig ikke ud. Jeg fik det sådan: Fuck det – jeg ved, jeg har den nu. Vi kørte på og udgav selv, og så startede alting jo. Man skal ikke være så bange for nederlagene. Jeg skal ikke ændre min musik for at passe ind, jeg ændrer ikke min musik for nogen.
JEG ER MEGET KROPSLIG
Det har nok meget med sporten at gøre. Jeremy, jeg har med på scenen, han var amerikansk fodboldspiller på eliteplan, så da vi startede med at spille sammen, gik vi begge to helt automatisk i et ’varm kroppen op’-mode, inden vi gik på. Bag scenen laver vi armbøjninger, strækker ud. Jeg har det, som om jeg skal svømme et ræs. Kroppen skal være varm, kroppen skal være klar.
JEG VAR VANT TIL, AT TING VAR EN KONKURRENCE
At man skulle være den bedste. Da jeg startede på musikefterskole, blev jeg konfronteret med, at der var nogle, der var gået all in på musik, siden de var små, mens jeg havde brugt al min tid på svømning. Jeg troede, at for at være den bedste til noget, skulle man have gjort det i mange år. Men sådan fungerer kreativitet ikke. Det var stort for mig at finde selvtillid i det, jeg nu ved, jeg er dygtig til. Der gik lang tid, før jeg turde sige: jeg er musiker. Musikken har været så sårbar for mig, fordi det er det, jeg elsker allermest.
DET, JEG FÅR IGEN FRA PUBLIKUM, ER MAGISK
I løbet af koncerterne sænker folk skuldrene, og det er en drøm for mig. At skabe et sted for alle mennesker, hvor alt er okay, alle ens bevægelser er okay, og man kan bevæge sig på sin egen måde. Jeg elsker at se folk danse på alle mulige forskellige måder. Det gør mig glad, for det betyder, folk slapper af.
NÅR JEG STÅR PÅ SCENEN, FØLER JEG MIG HEL
Det er det, jeg elsker allermest, det er der, jeg har det allerbedst. Det betyder alt. Jeg har altid haft mange ting kørende i min hjerne på godt og ondt. Da jeg var yngre, festede jeg lidt meget – jeg har brug for adrenalin; at komme ud og danse. På scenen har jeg fundet en sund måde at komme ud med det hele på. Når jeg kommer ned fra scenen, det er der, jeg er mest i ro. Det er der, jeg er i zen.
Hør julie pavons NYE single “A Day to Breathe”
Se flere Cupra stories
