“ALT KAN SKE – DET ER DEN HEMMELIGE INGREDIENS”
Distortion-stifter Thomas Fleurquin har været i krig mod systemet, finkulturen og konkurser – men det har aldrig stoppet ham på hans vej mod at skabe en kulturel revolution.
CUPRA STORIES
En portrætserie, der følger PASSIONEREDE danskere, som har turdet tage en anden vej i livet.
JEG HAVDE INGEN ERFARING, TALENT ELLER PENGE – KUN LYST TIL AT HYLDE KØBENHAVN
Jeg flyttede til København fra Paris juleaften i 1997, startede avisen Copenhagen Post, grundlagde magasinets kulturguide og startede Distortion – alt sammen på ni måneder. Når jeg ser tilbage på det nu, tænker jeg: what the fuck, how? Det er crazy, det vi har skabt. Alle de andre projekter, Karrusel Festival og Hangaren natklub, er sprunget ud af Distortion-dragen. Af randomness, magi og københavnskhed.
JEG FIK LOV TIL ALT, FORDI JEG MENTE DET
Det var en ærlig kærlighedshistorie. Jeg blev forelsket i København lige på det tidspunkt, hvor København havde brug for, at man troede på den; da den var ved at blive en storby. Hvis der ikke havde været ægthed i det, havde folk sagt ’hey, det er for meget’. Men vi var altid ansvarlige, vi har ikke været hensynsløse. Uanset om vi havde tilladelser eller ej. Der var en mening med det. En form for angst eller rage eller passion for kunst – et råb om frihed, som jeg altid har haft i maven.
MIT KONCEPT VAR:
SAY YES TO EVERYONE
Alle kunne være med til gadefesterne, alt var muligt. Jeg troede, den tilgang ville skabe diversitet. At nogle vil holde polka, nogle vil holde punk, nogle vil holde techno. Men det var det omvendte, der skete omkring 2015-2016. Alt blev mere og mere ens, det var sørgeligt at se. Større, vildere og dummere anlæg. Dårlig smag, dårlig musik, dårlig stemning, tis, sprut, kokain, jakkesæt, solbriller – alt, der var kikset ved gadefesten. Derfor begyndte vi i 2018 at kuratere gadefesterne. Vi sagde nej til folk, der ikke havde noget på hjerte.
DET VAR EN FYSISK KRIG:
MIG IMOD SYSTEMET
Jeg var overbevist om, at al modstand var ligegyldig, fordi jeg var på vej mod et mål – intet kunne standse mig. I 2017-2018 kom der ond modgang, men der var den faktisk ikke rigtigt berettiget længere. Vi var allerede ved at skifte kurs, vi var to-tre år foran politikerne. I de tidlige år tog jeg det hele på nerverne. Det var opslidende og stressende, jeg kunne ikke sove om natten. Og jeg håndterede det på ingen måde. Jeg svarede bare ’fuck jer’ i medierne.
JEG ER FASCINERET AF
RAVE-KULTUREN
Lige fra ’91-’92, da jeg var 17-18 år og begyndte at gå til fester, var jeg meget betaget af det. Den rebelske ånd i ravemiljøet. Følelsen af, at der er en form for egalitært samfund. Man var lige, man var fri. Jeg har en ægte beundring og passion for det klassefri, egalitære samfund, som stadig er rationelt og kapitalistisk – på den gode måde. I København kan direktøren og håndværkeren sagtens drikke øl sammen. Det er ekstremt befriende. Den følelse får man ikke i London, Paris eller New York.
VI ER KONSTANT I RISIKOZONEN – OGSÅ I DAG
Jeg skal stabilisere forretningen. Jeg har svært ved det, men det skal jeg – for mine ansattes og mine børns skyld. Men jeg drømmer også om at se, om jeg kan fange nogle andre byer, der kan blive spændende storbyer, og starte noget lignende. Mange snakker om Marseilles. Og Sofia. Som crazy entrepreneur synes jeg også, USA lyder spændende, for de har næsten ingen ravekultur. Men København er heller ikke helt afsluttet for mig.
MAN KAN IKKE LÆRE PASSION
Det er noget, du har i maven. Den er aldrig bevidst. Alle de vilde beslutninger, jeg har taget, som virkelig har været præget af passion – der var jeg ikke i tvivl. Jeg var allerede ude af døren. Det er et dårligt tegn, hvis du siger, at du har lyst til at blive entrepreneur. Så er toget måske allerede kørt. Det er ikke sådan, det foregår. Passionen er lidt ligesom at blive forelsket. Det er ikke noget, man beslutter sig for.
