» Jeg føler 0%, at jeg er færdig med klubben«

Jeg har aldrig været bedre, end jeg er nu

Du kan godt være et voksent menneske i en ung branche. Jeg er lige blevet 46, men jeg føler mig stadig relevant, og jeg har lyst til at være på klubben.

Hvor tit bliver du spurgt på dit arbejde, om du ikke snart burde lave noget andet? Jeg får det ofte at vide. Folk siger det spontant, uden at jeg har ytret, at jeg er utilfreds med mit arbejde.

Til en start blev jeg lidt ked af det, fordi jeg står i en position, som jeg er stolt af. Jeg har aldrig haft så meget succes med det, jeg laver, som nu. Så er det svært at få at vide, at jeg skal stoppe, på grund af at jeg måske har ti ekstra rynker – og hvad så?

Musik gav mig ro

Musik startede tidligt. Jeg har været 5-6 år, da jeg fik min første LP af min onkel. Han gik meget op i soulmusik og havde sat sig for, at det skulle jeg lære noget om. Han havde ikke selv børn. Hvis jeg husker rigtig, så var den første LP med Whitney Houston.

Dengang troede jeg, at jeg selv skulle lave musik og synge. Jeg var ret sikker på, at jeg en dag ville synge som Celine Dion. Jeg skulle bare høre det nok, så kom det ud af mig en dag. Det skete ikke.

Kom med i DJ Alligator

Jeg startede med at danse som 6-årig på Pejsegården ved Britt Bendixen. Der blev jeg taget ud igen, for når hun sagde, gå til venstre, så gik jeg til højre. Det hele var bare for spændende. Jeg begyndte igen et par år efter, hvor jeg var lidt bedre til at koncentrere mig.

Som 14-årig begyndte jeg at tjene penge som baggrundsdanser i musikvideoer og på turneer med bands. Senere blev jeg en del af Blå Øjne og DJ Alligator.

Begyndte at gå på klub som 14-årig

Jeg så det som vejen ind i musikbranchen som danser. Dengang var det X-Ray og NASA. Det var min drøm at få et job derinde.

Jeg måtte selvfølgelig ikke komme der, men de så fidusen i, at det var lidt sjovt at have mig, fordi jeg havde krudt i røven. Så selvom man skulle være 21, så kom jeg ind. Jeg drak ikke, men jeg stod klar, hvis en af danserne skulle have en pause. Så kunne jeg lige give den alt, hvad jeg havde, i ti minutter og håbe på, at jeg blev opdaget.

Jeg kender stadig mange fra dengang. Det var helt klart en vej ind.

Din krop er allerede helt smadret

Så fik jeg seneskedehindebetændelse i begge ben som 23-årig. Jeg gik til en fysioterapeut for at få hjælp, og han sagde bare, din krop er allerede helt smadret. Det er ikke en branche for dig.

Jeg gik fuldkommen ned. Jeg tog 12-15 kg på på et år. Jeg måtte kun svømme og gå lidt, hvilket ikke passede mit gemyt, så jeg endte i en kæmpe depression, hvilket også gjorde, at jeg begyndte at gå meget i byen. Det var ikke særlig sundt.

Vi havde en fest og fik gæsterne med

En dag stod jeg inde på natklubben Kat sammen med en veninde. Der var en dj, som ikke var mødt op, så klubejeren gav os en stak cd’er, som man spillede på dengang, og sagde, kan I ikke starte musikken, piger? Vi anede jo ikke noget. Det var rent kaos, men vi havde det også rigtig sjovt. Det endte med, at klubben ringede til os bagefter og ville booke os. Vi fik jo gæsterne med. Jeg havde mit show-gen fra dansen og var iskold med, om noget var pinligt.

Jeg spillede sammen med Linea Rubini. Vi havde stuepigekostumer i lak på og kaldte os The Wanking Experience.

Jeg har ikke haft muligheden for at gøre som alle andre

Det har været hårdt, men jeg har hele tiden været nødt til at finde min egen vej. De gange, hvor jeg har prøvet at gøre som andre, har jeg følt mig ubekvem. Det er simpelthen ikke et valg.

Mange tænker, at det er hårdt at stå på en klub så tit, som jeg gør, men det er jo, hvad man gør det til. Lige nu har jeg været ædru siden sidste år. Ikke fordi jeg har drukket for meget før, men fordi jeg var nysgerrig.

Tit, når jeg spiller, kommer jeg 20 minutter før mit set og går 20 minutter efter. Jeg står ikke og raver hele natten. Jeg går næsten aldrig selv ud. Jeg er på klubben, men jeg går max ud 1-2 gange om året, hvor jeg tager mig en fridag. Det er ikke så tit, at jeg ligger herhjemme og binger en serie.

Stoler på mig selv

Alt omkring mig er musik. Jeg leder efter ny musik hver dag. Alt, hvad jeg følger på instagram, handler om musik. Til gengæld lytter jeg ikke særlig meget til nyhederne, fordi verden er så fucked.

I dag stoler jeg meget mere på min mavefornemmelse end tidligere. I stedet for at please, er jeg blevet mere autentisk over for mig selv. Jeg føler også, at det gør mig relevant.

Jeg kan høre efter otte slag, om noget er et hit eller fungerer på dansegulvet. Det er også derfor, jeg bliver lidt ked af det, når folk spørger, om jeg ikke snart skal lave noget andet.